|
|
VærktøjerAndre sprog
|
Manchester United F.C.
Manchester United Football Club er en engelsk fodboldklub, som har hjemme på Old Trafford i udkanten af Manchesters centrum. Klubben er en af de mest succesrige klubber i verden og har vundet den hjemlige titel 17 gange, den engelske FA Cup 11 og Champions League tre gange. Klubben er også indehaver af tilskuerrekorden de sidste 50 sæsoner og har indtil 2006 været den rigeste klub baseret på indkomst, nu kun overgået af Real Madrid. Da Klubben i sin tid blev stiftet, var det ikke som Manchester United, men som Newton Heath L&YR FC (Newton Heath Lancashire and Yorkshire Railway) efter Lancashire and Yorkshire Togbane-depot ved Newton Heath. Navnet Manchester United kom først, da klubben i 1902 var tæt på at gå konkurs, og en lokal bryggeriejer kom til. Et af hans første tiltag var at ændre navnet fra Newton Heath til det nuværende og verdenskendte Manchester United. Hvis man skal gå hurtigt over Manchester Uniteds historie, finder man ikke mange gode perioder som efter Manchester United fik Sir Matt Busby som manager. [redigér] Historie (1878-1945)
[redigér] Newton Heath LYR (1878-1902)Manchester United eller Newton Heath LYR som de først var kendt under, blev stiftet i 1878 af nogle arbejdere fra et Lancashire og Yorkshire togbane-depot, lidt vidste de at de netop havde lagt fundamentet til der senere skulle blive et af Englands og verdens bedste fodboldhold, faktisk var de så ydmyge at de ikke ville være en del af grundlæggelsen af Football League i 1888 og de ventede derfor indtil 1892 før de indtrådt i ligaen. Det var dog lige ved at klubben aldrig havde udviklet sig til noget stort da den omkring 1900 var i store økonomiske vanskeligheder og var meget tæt på konkurs og lukning. Heldigvis kom en lokal bryggeriejer John Henry Davis klubben til undsætning og reddede den fra konkurs. Historien siger at John Henry Davis fik kendskab til klubbens vanskeligheder, da han reddede en hund som viste sig at tilhøre Newton Heath LYR's anfører Harry Stafford. John Henry Davis bestemte sig til at investere i klubben, under forudsætning af at han kunne få indflydelse på hvordan klubben blev drevet. En af John Henry Davis' første tiltag var en navneændring. Blandt de navne som blev foreslået var "Manchester Central" og "Manchester Celtic" som dog alle blev stemt ned og i april/maj 1902 blev det endelig navn besluttet: "Manchester United". [redigér] Manchester United (1902-1945)En ny æra var begyndt under navnet Manchester United Football Club. Den næste person som fik en stor indflydelse på Manchester United var Ernest Mangnall, som blev udpeget som klub-sekretær i 1903, men som i manges øjne var klubbens første manager/træner. Hans hold inklusiv den nye målmand Harry Moger og angriber Charlie Sagar, sluttede i 1903/04 og 1904/05 sæsonerne på en 3. plads i division 2. Den følgende sæson 1905/06 var en af Manchester Uniteds bedste, da de med Dick Duckworth, Alex Bell og anfører Charlie Roberts som bærende kræfter, nåede til kvart-finalen i FA Cuppen og ikke mindst sluttede på anden pladsen i 2. Division, en plads som gav dem adgang til det fine selskab i 1. division. Efterfølgende købte Ernest Mangall Billy Meredith fra rivalerne Manchester City. Billy Meredith var også kendte som ”The Welsh Wizard”. Billy Meredith havde forinden været indblandet i en bestikkelsessag og var sammen med 17 andre spillere bestemt til at blive solgt ved en auktion. Ernest Mangnall var hurtigt ude og sikrede sig Billy Meredith's underskrift før auktionen overhovedet var begyndt. Et køb som skulle vise sig at være en guldgrube for Manchester United, da Billy Meredith var ophavsmand til utallige mål fra Sandy Turnbull i 1907/08 sæsonen, en sæson som Manchester United for første gang vandt. Som vinder spillede Manchester United i den første Charity Shield nogensinde i 1908 mod FA Cup Vinder Queens Park Rangers, en kamp som de vandt 4-0 via et hattrick af Jimmy Turnbull. Det tredje trofæ kom hurtigt da Manchester United i 1909 vandt sin første FA Cup ved at slå Bristol City 1-0 i finalen, via et mål af Sandy Turnbull. Old Trafford kom til verden i 1909/10 sæsonen. Grunden hvor Old Trafford står i dag, var ejet af John Henry Davis og blev leaset tilbage til klubben da de stod og manglede et nyt stadion. Selve bygningerne blev betalt af John Henry Davis som begyndte opførelsen i 1908, under opsyn fra den berømte arkitekt Archibald Leitch. I 1910 stod det færdigt og Manchester United flyttede ind på deres nye hjem "Old Trafford". Manchester Uniteds første kamp på Old Trafford blev spillet den 19. februar 1910. Desværre var denne første kamp ikke en kamp man i Manchester United vil huske for resultatet, da de tabte 3-4 til Liverpool. Selvom den ene kamp ikke var en succes for Manchester United var Old Trafford dog en stor succes med plads til 80.000 tilskuere. To dage tidligere var den gamle træ tribune blæst væk af en stærk vind, måske et tegn på at Manchester United var bestemt til et nyt hjem. Selvom den første kamp ikke var en succes, skulle den første sæson på Old Trafford vise sig at være meget bedre da Manchester United i 1910/11 sæsonen blev kronet som vinder for anden gang, en titel som dog ikke kom i hus før den sidste kamp, hvor Manchester United slog Sunderland 5-1, en kamp hvor Harold Halse scorede 2 af målene. Harold Halse var dog ikke den eneste målscorende helt fra den anden mesterskabssæson, angriber Enoch 'Knocker' West blev Manchester Uniteds topscore med 19 mål, Harold Halse ville dog ikke stå uden for og i Manchester Uniteds anden Charity Shield hvor de slog Swindon Town 8-4 scorede han et dobbelt hattrick. Efter mange år med stor succes var de næste år dog ikke lige så gode, 1911/12 endte ikke kun med en skuffende 13. plads for de forsvarende mester, en ting som gjorde at Ernest Mangnall sagde op og gik over til de evige rivaler Manchester City. Manchester United besluttede efter nogen tid at ansætte John J. Bentley tidligere formand for Football League, som dog ikke fik videre succes med Manchester United og måtte slutte 1912/13 sæsonen på en 4.plads. 1913/14 var heller ikke bedre og var en tid med udskiftning, Charlie Roberts og Alex Bell blev solgt til Oldham og Blackburn og Manchester United sluttede på en 14. plads. 1914/15 sæsonen var kun vigtig for sin ændring i direktionen, i december 1914 blev klub-sekretær- og manager rollen delt ud og John J. Bentley blev udpeget som sekretær og John Robson var udpeget som manager. John Robson's hold var kun en skygge af fortidens hold som havde vundet 2 mesterskaber, 2 Charity Shield og 1 FA Cup da kun George Stacey, Billy Meredith, Sandy Turnbull og George Wall var tilbage fra 1909. Manchester United var i store vanskeligheder, de undgik kun nedrykning til 2. division med 1 point. Ikke nok med det sluttede Ernest Mangnall's Manchester City på en 5. plads 13 pladser over Manchester United. Før Manchester United kunne udtænke en plan for at vinde igen, kom 1. verdenskrig og fodboldligaen blev stoppet, de forskelige klubber begyndte dog at spille i lokale fodboldligaer. Manchester United spillede i Lancashire-Turneringen, et ophold som dog var langt fra en succes. Sandy Turnbull og Enoch West blev begge dømt for at have fixet nogen kampe, og blev begge straffet med udelukkelse for livstid fra alt fodbold. Sandy Turnbull meldte sig kort tid efter til hæren og tragisk blev han desværre dræbt kort tid efter den 17. maj 1915 i Frankrig. De efterfølgende år var præget af den ene katastrofe efter den anden. Da Football League begyndte igen den 30. august 1919 gik det stødt ned af bakke for Manchester United som fik en skuffende 12. plads og den før altid spillede Billy Meredith fik kun 19 kampe for Manchester United den sæson. Der var dog en ny helt på vej, Joe Spence som blev Manchester United's topscore med 14 ligamål og igen i 1920/21 som dog var delt. Selvom målene ikke manglede fik Manchester United igen en skuffende 13. plads, og John Robson forlod sin rolle og ind kom John Chapman som igen tog på sig at have en delt manger/direktør-stilling. I en anden del af byen Manchester var stemning dog en helt anden, fordi Ernest Mangnall's Manchester City flyttede ind på sit nye hjem på Maine Road. 1921]]/22 var en katastrofe for Manchester United som måske kunne skyldes Billy Meredith's transfer over til Manchester City og Manchester United endte ikke kun med en nedrykning men vandt kun 8 ud af 42 kampe. 1922/23 var ingen succes for Manchester United. Ingen oprykning og Manchester United måtte vente helt indtil 1924/25 sæsonen før de igen under ledelse af Frank Barson kunne træde ind i den bedste række efter at have endt på en 2. plads med kun 8 tabte kampe. I 1925/26 gik det opad igen og Manchester United fik en flot 9. plads og en semi-finaleplads i FA Cuppen, hvor de desværre tabte 3-0 på Bramall Lane til Manchester City, nu kunne man dog tro at Manchester Uniteds problemer var overstået og at fremtiden så lys ud for Manchester United, men desværre skulle det ikke være sådan og 2 måneder inde i 1926/27 sæsonen måtte John Champan se sig suspenderet af FA med øjeblik virkning for en grund som aldrig blev offentlig kendt. I stedet for John Chapman fik Manchester United sin første spiller/træner da Clarence Hilditch tog over, som desværre ikke var en større succes, da Clarence Hilditch's styrke ikke lå som træner, men som spiller og, da Clarence Hilditch ikke var meget for at vælge sig selv. En permanent afløser blev hurtigt fundet og det var en som allerede var kendt af Manchester United og dets fans, det var nemlig Herbert Bamlett en mand som Manchester United tidligere havde mødt som dommer. Herbert Bamlett var nemlig den dommer som aflyste 1909's FA Cup kvart-finalekamp mod Burnely på grund af en storm. Det var en kamp som Burnely førte med 1-0. Herbert Bamlett var dog for kold til selv at fløjte kampe af så Charlie Roberts gik til og gjorde det. Desværre havde Herbert Bamlett ikke det store held og Manchester United sluttede på en 15. plads. I 1927/28 en 18. plads, i 1928/29 en 12. plads og i 1929/30 en 17. plads. Det værste var dog langt fra ovre. 1930/31 sæsonen starte ud som den værste sæson, Manchester United nogensinde havde haft. De 12 første kamp tabte de, med nederlag på Old Trafford på 0-6 til Huddersfield og 4-7 til Newcastle. Manchester United sluttede sæsonen på nedrykningplads med 27 ud af 42 kampe tabt og 115 mål gået ind på Manchester Uniteds mål. Den efterfølgende nedrykning kostede Herbert Bamlett jobbet og klub-sekretær Walter Crickmer tog over. I 1931/32 sæsonen gik lige som sidste sæson og Manchester United blev ved med at tabe, ikke nok med det blev flere og flere fans væk og et tilskuertal på kun 3.507 til åbningskampen var kulmination på fiaskoen og en forsat udeblivelse fra fansene var lige ved at koste klubben livet. Kun ved at endnu en forretningsmand James Gibson, der kom til med £30.000 (ca. 321.600 kr.), kunne klubben betale sine spillerlønninger og få klubben tilbage på rette spor økonomisk. James Gibson udpegede Scott Duncan som manager og gav ham penge til at spendere på nye spillere, desværre fik Scott Duncan ikke det meste ud af det og Manchester United forsatte i samme sportslige spor som før og Manchester United var under Scott Duncan tæt på at blive nedrykket til 3. Division i 1933/34. Faktisk blev Manchester United kun reddet ved at vinde den sidste kamp i sæsonen 2-0 over Millwall ved mål af Tom Manley og Jack Cape og Manchester United sendte i stedet Millwall ned i 3. division. Et andet sted i Manchester var der dog ikke den samme katastrofe, og med en hvis Matt Busby på holdet vandt Manchester City FA Cuppen. 1934/35-sæsonen var dog en hel del bedre og Manchester United sluttede på en 5. plads og i 1935/36 vandt Manchester United igen et trofæ ved at gå ubesejret igennem sine sidste 19 kamp, kunne de sikre sig 1. pladsen i division 2 og oprykning til den bedste liga igen. Den utrolige form Manchester United viste, fik alle til at kiggee fremad og håbe på et glædeligt gensyn med 1. division og rivalerne Manchester City, men desværre ville skæbnen det anderledes og ved juleaftens dag havde Manchester United kun vundet 4 kampe og ved sæsonens slutning havde Manchester United kun vundet 10 kampe og var igen i 2. division, i skarp kontrast kunne de i Manchester City glæde sig over at være mestre. En yo-yo effekt begyndte og efter 1937/38-sæsonen rykkede Manchester United igen op, ved at blive nummer 2 i 2. division. Nummer 1 blev Aston Villa. En af de store højdepunkter i 1937/38-sæsonen var opdagelse af Johnny Carey en spiller som senere er blevet anerkendt som en af de bedste forsvarspiller i verden. Han var en af grundstene bag ved at Manchester United denne gang blev oppe i den bedste liga, og i kontrast måtte Manchester City denne gange være klubben som rykkede ned. Der var dog ikke den samme glæde blandt Manchester United-fans, da fodbolden hurtigt røg ned på anden række da 2. verdenskrig udbrød og stoppede det officielle fodbold. Selvom fodbolden nu var stoppet kunne Old Trafford dog ikke undslippe nyhederne. 11. marts 1941 blev Old Trafford bombet under et tysk luftangreb på Manchester. Angrebet ødelagde hovedtribunen, omklædningsrummene og flere kontorer. [redigér] Historie (1945-2006)
[redigér] Matt Busby (1945-1969)Håbet for Manchester United kom fra en af de mest uventede kanter da tidligere Manchester City- og Liverpool]]-spiller Matt Busby blev unævnt til manager for Manchester United, en af grundene til Manchester Uniteds udnævnelse af Matt Busby var hans store lederevner noget der kom til udtryk igennem hans tjeneste i 9. deling af kongens Liverpool regiment. Matt Busby kom til klubben i 1945 på en 5 årige kontrakt. Der gik ikke så længe før Matt Busby havde sat sin finger på Manchester United, blandt andet ved at sammensætte “Famous Five” Jimmy Delaney, Stan Pearson, Jack Rowley, Charlie Mitten og Johnny Morris og ved at ændre på mange af stam-spillerens pladser. Det var dog ikke kun på spillersiden Matt Busby gjorde et stort indhug, på trænersiden hyrede han Jimmy Murphy en tidligere soldat, som han havde mødt under krigen og som han sammen med blev en af Europas mest succesfulde duo´er. Matt Busby og Jimmy Murphys første skridt på vej mod succes var at bygge et nyt hold, som var i stand til at spille om de store trofæer og det var netop lige hvad de var ved at gøre. I 1946/47 blev de nummer 2 og var endelig en placering som var Manchester United værdig. Efter 36 år i skyggen var Manchester United igen trådt ud i rampelyset, det var dog ikke den eneste grund til at glæde sig, da Manchester Uniteds reservehold vandt deres(Central) Liga Mesterskab. Matt Busby havde formodet at lave et hold af forholdsvis nye spillere og respektere gamle. De kom også til at hæve en pokal igen, da Manchester United præsis 39 år efter at have vundet den første FA Cup igen vandt FA Cuppen efter en sejer over Blackburn med Stanley Matthews, Stan Mortensen og Harry Johnston. [[Matt Busbys næste mål var nu at genvinde mesterskabet. En ting som dog ikke viste sig at være lige til i både 1947/48 og 1948/49 sluttede de begge år som nummer 2 og i 1949/50 som nummer 4. Det sportslige gennembrud var ikke det eneste, det økonomiske fuldte snart efter da flere end en million fans strømmede ind på Old Trafford igen og med fuld fart hev de klubben ud af det røde felt (taberperioden). De første 5 år efter krigen havde vist sig som en succes for Manchester United, men desværre begyndte 1950 ikke godt, da [[Matt Busbys 1948-FA Cup-vindende hold, mistede to af dets bedste spiller. Historien siger at et fjendeskab mellem Johnny Morris og Charlie Mitten var grunden til at Johnny Morris forlod Manchester United til fordel for Derby og Charlie Mitten rejste til Colombia. En del fans var bekymret over en stjernespiller som Charlie Mittens farvel, men heldigvis havde Matt Busby en plan. Han havde i 1945, da han var kommet til klubben, indført en talentskole, hvor alle de unge talenter han havde fundet kunne udfolde sig. Måske kunne de en dag komme til at spille på Manchester Uniteds førstehold. De første der kom fra den skole var Jackie Blanchflower og Roger Byrne. Denne plan skulle hurtig vise sig at betale sig, fordi i 1951/52 vandt Manchester United det første mesterskab siden 1911. Roger Byrne på kun 21 år spillede en stor rolle i det mesterskab, hvor han var på banen i 24 kampe. Han spillede de 6 sidste kampe den sæson på wingpladsen i stedet for venstre-back, det var den plads han scorede 6 mål fra. Han blev dog ikke på denne plads og kom hurtigt tilbage på hans vante plads som venstre-back og anføre, en plads han blev på fra 1954-58. I 1955/56 og 1956/57, kunne Roger Byrne igen løfte mesterskabspokalen denne gang sammen med 3 andre fra talentskolen: Eddie Colman, Mark Jones og David Pegg. Talentskolen vandt FA Youth Cup 5 gange fra dets start i 1953 til 1958. Det var en ting som viste Matt Busbys geniale ide virkede. Det var dog ikke alle unge talenter som kom fra deres egen skole. Matt Busby var derfor nødt til flere gange at tage ud på transfermarkedet, hvor han fandt flere fremtidige Manchester United-stjerner som Tommy Taylor. Tommy Taylor var en Barnsley-angriber som viste sig at være en stor gevinst for Manchester United og for England da han blev ved med at score. En anden stor transfer var målmanden Henry Gregg som kom til Manchester United fra Doncaster Rovers i december 1957 for en sum af £23.000 (ca. 246.560 kr.) et beløb som var en verdensrekord for en målmand. Han viste sig dog også som en god transfer, da han hurtigt blev fast mand på Manchester Uniteds hold og for Nordirland. Der var også en ung dreng ved navn Duncan Edwards som spillede så fantastisk godt, at han hurtigt fik Matt Busby og næsten alle andre, som så ham spille op af stolen. Duncan Edwards var en af de største som kom fra Manchester Uniteds talentskole. I en alder af kun 16 år og 185 dage, var han i april 1957 den yngste 1. divisionsspiller nogen sinde. En kamp som nok står som en af Matt Busbys største var mod Arsenal på Highbury 1. februar 1958. Foran 63.578 tilskuerer vandt Manchester United 5-4 efter mål fra Duncan Edwards, Tommy Taylor (2), Bobby Charlton og Dennis Viollet. Tragisk var det holdets sidste kamp på engelsk grund sammen. Da de efter Highbury tog på en skæbnesvanger rejse ud i Europa til en kamp mod Røde Stjerne Beograd. Det var en kamp som Manchester United vandt og gik videre 5-4 på agg. (straffesparkskonkurrence). Desværre var de ikke så heldige på vej hjem. Matt Busbys spillere kunne næsten ikke været blevet større. Med spillere som Duncan Edwards, Bobby Charlton og Tommy Taylor kunne holdet ikke andet end have gået store ting i møde. Hvis bare ikke en tragedie havde udfoldet sig den skæbnesvangre nat i februar. Efter at have mellemlandet i München den 6. februar 1958 for at få mere benzin på, gik det fuldstændig galt under take-off. To gange måtte flyet vende om, på grund af det ikke var muligt at lette. Desværre valgte piloten af prøve en sidste gang, et forsøg der denne gang viste sig at være dødligt. Flyet overgik banen og var i luften i en snes sekunder, før det styrtede ned og ramte et hus. 22 personer blev dræbt inklusiv 7 af talenterne fra talentskolen: Roger Byrne, Eddie Colman, Mark Jones, David Pegg, Tommy Taylor, Geoff Bent og Liam Whelan. Duncan Edwards blev i kritisk tilstand kørt til hospitalet, hvor måske en af de største spiller i verden 15 dage senere døde af sine kvæstelser. En tragedie for klubben, Manchester og engelsk fodbold. Det så nu mere sort ud for Manchester United end nogen sinde, og mange tvivlede på, at de nogen sinde ville komme sig oven på München-ulykken. Heldet var dog med Manchester United da en Matt Busby kom sig oven på sine kvæstelser. Han kunne nu med hjælp fra Jimmy Smith, som tog over imens Matt Busby kom sig over sine skader. Jimmy Smiths Manchester United fik kæmpet sig frem til FA Cup-finalen samme år. De tabte den desværre på Wembley til Bolton Wanderers, 12 måneder efter at have tabt den forrige finale til Aston Villa. Manchester United opnåede en flot 2. plads i 1. division og Matt Busby begyndte en ny æra [redigér] Matt Busby's sidste år (1958–1969)Efter at have opbygget et af de største hold i England, måtte Matt Busby starte forfra efter München-ulykken, som havde berøvet ham og hele verden for nogen af de største spillere. Heldigvis var Matt Busby ikke en som sad stille i lang tid, så efter han havde kommet sig over sine kvæstelser begyndte han igen. Nu var han igen ude på transfermarkedet, hvor han sikrede sig Denis Law som kom fra Torino på en rekordstor aftale. £115.000 (ca. 1.232.800 kr.) måtte Manchester United give, men det skulle senere vise at Denis Law var alle pengene værd. En af de andre overlevende Dennis Viollet viste sig som en af holdets bedste. Han fik derfor den ledende rolle dvs. anføreren i 1959/60, hvor han scorede 32 mål. Derved blev han den mest scorende Manchester United-spiller nogensinde i en sæson. Desværre var det ikke nok til, at sikre dem en god placering, da de lod 80 gå ind, og de sluttede på en skuffende 7. plads. Manchester Uniteds form var sporadisk i begyndelsen efter ulykken, mens de nye navne fandt sin plads på holdet. 1958/1959 , 1959/1960, 1960/61 og 1961/62 var alle år uden nogen pokaler for Manchester United. Men i 1962/63 faldt alle tingene på plads. Manchester United kom frem til Wembley og FA Cup-finalen igen, og denne gang gik det ikke galt. Manchester United vandt 3-1 over Leicester City via 2 mål af David Herd og et af Denis Law. 1962/1963-sæsonen var dog ikke kun kendt for FA Cup-sejren. Det var også sæsonen hvor en ung mand fra Belfast blev købt, George Best kom til Manchester United. I Manchester Uniteds næste sæson så man Matt Busby bygge videre på den forrige succes. Så Manchester United sluttede igen på en 2. plads kun overgået af Liverpool med 4 point, som de havde tabt til både på ude- og hjemmebane. 1964/65 var igen et godt år for Manchester United. Da de med den berømte trio – George Best, Denis Law, Bobby Charlton tog til et nyt mesterskab, som de vandt på en bedre målscore end Leeds. Manchester United nåede også til semi-finalen af Europa Cup og FA Cuppen. Denis Law blev kronet Årets Fodboldspiller i Europa. Uheldigvis så det ud til at det hele bare var en enlig svale. Da de i 1965/66-sæsonen kun formodet at blive nummer 4. Det så nu ud til at de mange kampe og de 2 semi-finaler i FA Cuppen og European Cup var begyndt at vise svaghedstegn ved Manchester Uniteds styrke. Der var dog nogle kampe der viste, hvor stor en klasse Manchester United havde, blandt andet Europa Cup-kvart-finalekampen, hvor Manchester United slog Benfica 5-1 via George Best i topform. I 1966/67 var det igen Manchester Uniteds tur til at tage et mesterskabet. Med Denis Laws 23 mål i 26 kampe sikrede de endda endnu en sæson med Europa-fodbold. I 1967/68 måtte Hibernians, FK Sarajevo, Górnik Zabrze og store Real Madrid vige vejen for Manchester United. De var nu på vej mod endnu en Wembley-kamp, denne gang var det dog ikke FA Cup-finalen, men Europa Cup, hvor de skulle møde Benfica. Benfica gav Manchester United god modstand. Jaime Graca fra Benfica var heldig at han udlignede Manchester Uniteds 1-0-føring, og derved måtte de ud i ekstra spilletid. Benfica var dog tæt på at frarøve Manchester United pokalen, da et kanonskud fra Eusebio kom, men Alex Stepney stod fast i målet og fik reddet. Heldigt for Manchester United og uheldigt for Benfica, fordi i den forlængede spilletid viste Manchester United klasse, det var specielt George Best, Brian Kidd og Bobby Charlton som gjorde det. Det var også de tre der gjorde at Manchester United vandt 4-1. Så det var 10 år efter den forfærdlige katastrofe og Matt Busby var endelig på vej hjem til Old Trafford med den største pokal i hans liv. Matt Busby blev kort tid efter slået til ridder, for hans store arbejde inden for fodbolden. Manchester United kunne dog ikke ikke slutte årtiet på den bedste måde, fordi i 1968/69 fik de igen en skuffende 11. plads, de blev slået ud af FA Cuppen i 6. runde og de nåede kun til semi-finalen i Europa Cuppen. De fik derfor ikke mulighed for at forsvare sin titel. Verdens Klub Mesterskaberne blev heller ikke nogen succes, da de tabte 2-1 på agg. (straffesparkskonkurrence) til Estudiantes de La Plata fra Argentina. Årtiet endte med at Sir Matt Busby trak sig tilbage efter 25 år som Manchester Uniteds manager. Han havde taget holdet igennem rigtig meget succes. [redigér] Efter Matt Busby (1970-1986)Sir Matt Busby efterlod et stort hul i Manchester United. Den svære opgave begyndte nu for bestyrelsen, som nu skulle ud og finde en værdig afløser efter Sir Matt Busby. En som kunne tilføre Manchester United den styrke og vilje som Sir Matt Busby havde vist efter München-ulykken, og en som kunne holde Manchester United i top. Den første til at forsøge sig til at tage over var en af Manchester United egne Wilf Mcguinness. Han havde før været træner for dem og stod nu over for en gigantisk opgave. Ikke nok med at han nu skulle leve op til hvad Sir Matt Busby havde opnået, stod han også overfor en spillertrup, som var nogle der krævede meget koncetration at styrer. Allerede efter ti år med manglende kontrol med holdet, gik der ikke lang tid før Sir Matt Busby igen stod ved roret. Sir Matt Busby's ophold som manager igen var dog kun midlertidigt. I juni 1971 blev Frank O´Farrell fra Leicester City udnævnt til manager for Manchester United. Så på trods af en lovende start på 1971/72-sæsonen fik Frank O´Farrell ikke meget tid ved roret. Efter et 5-0 nederlag til Crystal Palace i december 1972 blev han fyret. På trods af hans korte tid for Manchester United, fik han efterladt et mærke i Manchester United ved at havde købt Martin Buchan for en rekordsum på £125.000 (ca. 1.340.000 kr.). Den tidligere Aberdeen-anføre skulle blive en af grundstenene for den næste mand ved roret. Tommy Docherty blev i december 1972 udnævnt til Manchester Uniteds nye manager. Hans første store opgave var at finde passende afløsere for de aldrende stjerner fra 1960. Sir Bobby Charlton havde allerede fortalt, at han ville gå på pension efter 1972/73-sæsonen. George Best var som altid en håndfuld. Denis Law var efter at have vist, at han var langt fra sine tidligere tiders topform, givet en free-transfer i juli 1973. Det var en ting, som senere skulle vise sig at være fatalt for Tommy Docherty. Denis Law havde nemlig flyttet til Manchester City og i en kamp på Old Trafford i april 1974 mod Manchester United var han den eneste målscore. Det var på en dag hvor Manchester Uniteds nedrykning til 2. division blev fakta. Heldigvis for Manchester United kom de dog hurtigt op igen. Det var i 1974/75 sæsonen de sikrede sig oprykning. I de to følgende sæsoner i 1. division skulle successen igen vise sig på Old Trafford og Manchester United. I 1975/76 blev det til en FA Cup-finale, som de dog tabte til Southampton. I 1976/77 blev det igen til en FA Cup-finale, men denne gang var det Manchester Uniteds tur, da de efter at have ødelagt Liverpools chance for en treble vandt 2-1. Liverpool som havde vundet Europa Cuppen og mesterskabet måtte derved se sig tilfreds med en double. Glæden blev dog kort for Tommy Docherty, da han kun 44 dage senere blev fyret for at have indledt en affære med fysioterapeuten Laurie Browns kone. Turen kom nu til Queens Park Rangers' manager Dave Sexton som i 1977 tog over som Manchester United-manager. Dave Sexton's to første sæsoner gik dog ikke helt godt i 1. division. Manchester United sluttede ikke over en 10. plads. Manchester United kom dog til FA Cuppen for tredje gang i træk. Efter en af FA Cuppen's mest spændende kampe blev Manchester United desværre slået af Arsenal 3-2. Efter at have været 2-0 foran gjorde Gorden Mcqueen og fra Arsenal det til 2-1, og Sammy McIlroy fra Manchester United scorede et selvmål til 2-2. Desværre for Manchester United gjorde Alan Sunderland kort før tid det til 3-2 til Arsenal. De hektiske sidste minutter på Wembley var et godt billede af hvordan 70´erne havde været for Manchester United. Det havde været en tid hvor succes og fiasko aldrig lå langt væk fra hinanden. Indgangen til 80´erne krævede en større stabilitet for Manchester United. [redigér] Før Ferguson (1980-1986)Manchester United kom dårligt fra start i 1979/80. I januar 1980 slog Tottenham Manchester United ud i deres første FA Cup-kamp. I marts blev Manchester United også slået med hele 6-0 af lille Ipswich Town. Var dette et tegn på endnu en katastrofesæson og var Manchester United på vej mod en nedrykning? På trods af alle rygterne ville Dave Sexton og Manchester United dog ikke give sig. Derfor viste de storform ved at vinde otte ud af de sidste ti kampe og sluttede på en flot 2. plads kun to point efter Liverpool. I 1980/81-sæsonen viste Manchester United igen klasse ved slutningen af sæsonen, de vandt deres syv sidste kampe i træk. Desværre var det for sent og Manchester United, de sluttede på en skuffende 8. plads. En placering som kostede Dave Sexton hans job efter kun fire sæsoner som Manchester United-manager. Dave Sextons afløser var Ron Atkinson som tog Mick Brown og Eric Harrison med sig som henholdsvis assistentmanager og ungdomstræner. Det var dog ikke dem som fik fansne op af stolen. Det var derimod Bryan Robson som Ron Atkinson satte engelsk transferrekord med et beløb på £1.500.000 (ca. 16.080.000 kr.). Bryan Robson fra hans gamle klub WBA. Det var dog ikke hans eneste køb fra WBA. Han fik nemlig også selvskab af Remi Morse og Ray Wilkins. Det var dog ikke helt nok, da Manchester United manglede en angriber, som kunne matche Ian Rush. Ian Rush var Liverpools topangriber og topscore. Han havde stor del i at de vandt mesterskabet i 1982, 1983 og 1984. Manchester United var dog ikke langt væk, da de i alle tre sæsoner sluttede på 3.- eller 4. pladsen. Desværre kom Ron Atkinson aldrig tættere på at vinde mesterskabet. Ron Atkinsons bedste chance for at bringe nogle pokaler hjem skulle vise sig i form a Milk Cuppen og FA Cuppen. Desværre var deres modstander i Milk Cuppen Liverpool, som slog dem efter ekstra tid. De vandt 2-1 og endte Ron Atkinsons håb for en double-pokal. Manchester United rettede derfor alt deres opmærksomhed mod lille Brighton, som de skulle møde i FA Cup-finalen. Ron Atkinsons tropper var på papir en frygtelig modstander for lille Brighton og burde let kunne vinde over den lille klub. Desværre for Manchester United skulle det vise sig anderledes, fordi den ordinære kamp endte 2-2. Selvom Brighton kunne have vundet og kun ved en fantomredning fra Gary Bailey i sidste minut af overtiden, sikrede Manchester United sig en omkamp. Brighton kunne dog ikke matche Manchester United i omkampen, fordi Manchester United stormede frem og vandt 4-0 via mål af Bryan Robson (2), Arnold Muhren og Norman Whiteside. Norman Whiteside skulle vise sig at være en god spiller at have, da han i 1985's FA Cup-finale scorede det eneste mål og sikrede Manchester United en 1-0-sejer over Everton. En sejer der kom selvom Manchester United kun var 10 mand efter udvisning af Kevin Moran. FA Cup-vinder for anden gang, desværre var det ikke nok for Manchester United. I 1986 blev Ron Atkinson fyret, fordi han på trods af sine to FA Cup-sejre ikke kunne vinde mesterskabet og bryde Liverpools tilsyneladende monopol på denne titel. Ikke engang ti sejre i træk i 1985/86-sæsonen kunne give Manchester United, det som nu var kendt blandt Manchester Uniteds fans som “The Holy Grail”. [redigér] Alex Ferguson (1986-2006)I november udpegede Manchester United en sand Matt Busby-efterfølger, da Aberdeen-manager Alex Ferguson fik chancen. Alex Ferguson havde med Aberdeen taget alle titler i Skotland og havde på trods af at have mødt Real Madrid i finalen vundet Europa Cup Vinders Cup. Alex Ferguson havde tydeligvis talent, og alle tegn tydede på at Manchester United havde fundet en værdig overtager efter Matt Busby. En person som måske kunne give Manchester United “The Holy Grail”. På trods af tidligere tiders “Fast Switch” var Manchester United tålmodige med Alex Ferguson. Manchester United sluttede både i 1986/87 og igen i 1988/89 på en skuffende 11. plads. Alex Ferguson fik dog ro da han og Manchester United i 1987/88-sæsonen sluttede på en 2. plads stadig overgået af Liverpool. På trods af det manglede mesterskab gik United ind i det næste årti med Ferguson ved roret. Begyndelse af 1990´erne så Alex Ferguson få sin første pokal da han med en sejr over Crystal Palace i omkampen vandt FA-cuppen, flere rygter siger at det var med denne pokal at Ferguson reddede sit job efter en dårlig sæson i ligaen. Heldigvis for United for de næste 9 år skulle vise sig at Ferguson var bestemt den rigtige mand for United. Ferguson´s tropper kunne med FA cup sejre igen vise sig i Europa og i Europa-Cup Vinders cuppen viste de sand topform ved at gå hele vejen til finalen hvor de skulle møde Barcelona en kamp der dog skulle vise hvor god form United var i, via 2 mål af Mark Hughes vandt United 2-1 over Barcelona og United kunne igen (23 år efter den sidste europæiske triumf) hæve en europæiske pokal. I 1991/92 var United igen med i toppen og Ferguson vandt sin tredje pokal da han i marts vandt liga cuppen. I selve ligaen var Liverpool nu ude af titelracet og det så nu ud til at United endelig kunne få fingere i ”The Holy Grail” da de eneste som kunne holde trit med United var Leeds United, ikke et af de største hold og United var næsten sikre på at de ville tage mesterskabet, desværre skulle det vise sig anderledes da Liverpool stak en kæp i hjulet på United og med en sejr på 2-0 på Anfield fik Leeds serveret titlen på et sølvfad og igen måtte United undvære, det som nu viste sig at være en sand ”Holy Grail”. 1991/92 sæsonen var en dårlig sæson for United der havde regnet med at de endelig skulle få mesterskabet tilbage til Old Trafford. Desværre viste Leeds sig som en værdig modstander og på trods af en hvis Eric Cantona´s transfer til United kunne de alligevel krones til ”champions”. Den Transfer skulle dog vise sig at være skæbnesvanger for klubben og andre som ville have fat i mesterskabet da Cantona viste at være en sand troldmand og tilførte den sjat magi som United manglede og i 1992/93 sæsonen var han en stor del af Uniteds første mesterskab under Ferguson og endelig var ”The Holy Grail” tilbage på Old Trafford efter 26 års kamp. Året efter skulle vise at ”The Double” ikke kun var et tilfælde og Uniteds anden ”Double” kom i hus og Ferguson viste at han bestemt var den endelig og værdige afløser for Busby, United double vinder for andet år i træk, en værdig præstation der viste at Busby´s endelig afløser var fundet. Set med danske øjne var 1991/92 også et interessant år da United indkøbte en målmand fra Brøndby IF. For 50.000£ fik United tilgang af Peter Schmeichel. i 1994/95 sæsonen viste Eric Cantona en mere uheldig side da han under en kamp mod Crystal Palace, kom i klammeri med en CP Fan og Uniteds Troldmand måtte se sig banned for alt fodbold i 8 måned, en hård straf som skulle vise sig at være dyr for Uniteds forsøg på at forsvare deres titler. Mesterskabet måtte United se sig slået med 1 point af Blackburn Rovers og i FA cuppen blev de slået af Everton og hvis det ikke var nok blev Uniteds anføre Steve Bruce udgå fra Wembley med en skade. 1995/96 var United igen med om alle titler og i FA cuppen skulle de møde Liverpool, denne gang var Cantona med igen og det skulle vise sig at være dyrt for Liverpool da Cantona i 86th minut hamrede bolden ind og United var igen FA cup vinder. Cantona havde været genial hele sæsonen og havde vist sig at være en stor inspiration for flere kommende United stjerne, blandt dem var David Beckham og Gary Neville 1996/97 viste United igen klasse og det 4 mesterskab kom i hus under Ferguson, et mesterskab der kom i hus takkede været Cantona. Desværre skulle det også vise sig at være Cantonas sidste da han senere samme år trak sig tilbage fra fodbolden og efterlod et kæmpe hul i United. Et hul som skulle vise dyrbar for United da de i 1997/98 sæsonen ikke vandt nogen større titel. 1998/99 skulle det dog vise sig at hullet som Cantona havde skabt, blev fyldt godt ud af Ryan Giggs, som viste at han bestemt var en værdig afløser og var en stor del af uniteds efterfølgende FA cup titel. I Semi-finalen tog Giggs et sololøb op igennem arsenals forsvar som stod måbende tilbage og scorende sejresmålet for United som nu kunne se sig i finalen mod Newcastle United som de let vandt 2-0 over via mål af Teddy Sheringham og Paul Scholes. FA cuppen var ikke den eneste pokal og United tog foruden den igen mesterskabet og Fergies 3 double var i hus. Det var dog bestemt ikke enden på Uniteds succes i 1999 og de skrev sig ind i alle historie bøger og viste at United var verdens bedste hold. Uniteds double skulle vise sig at blive til en treble og senere meldte endnu en pokal sig til samling da United efter havde været gået igennem en Champions League som selv ikke Hitchkock kunne have skrevet bedre. United kom godt frem til Semi-finalen hvor de skulle møde Juventus en af tidernes bedste hold og de stod bestemt ikke over for en let opgave som det første opgør viste, kun ved Ryan Giggs sene mål kunne United bevare håbet og med 1-1 i baggage tog de ned til Juventus et opgør som skulle vise sig at være en svær opgave for United. Efter kun 11 minutter og 2 mål af Inzaghi var United 2-0 nede og alt håb så nu ud til at være tabt, da Juventus så ud til at være klasse bedre. Hvad Juventus dog ikke vidste var at United ikke var et hold som bare lagde sig ned og i løbet af 10 minutter havde Roy Keane og Dwaight Yorke gjort det til 2-2 og alt så nu ud til at være åbent igen og United gik til halvleg med 2-2. efter pausen så Juventus ud til at være den som skulle trække sig ud af opgøret som vinder men efter en pres fik United gevinst og i 84 minut kunne Andy Cole gøre det til 2-3 og United var i Finalen hvor de skulle møde Bayern Munchen. Et møde på Neu Camp som igen fik de flest United fans til at gå igennem skuffelse og så eufori. Uniteds forsøg på at gentage historien fra 1968 så ud til at få en bragt slutning da Bayern Munchen tog en tidlige føring via Mario Basler og der efter gravende sig ned så det ud som om Uniteds chance var slukket og Bayern kunne køre sig til en sejr. Hvad Europa dog ikke vidste var at United på 2 min skulle vise hvem den pokal tilhørte. I 90 minut fik United et hjørne og United viste at det var sidste chance for at få det udlignede mål som kunne bringe kampen ind i ekstra tid og hele United kom frem til hjørnet selv Schmeichel var fremme for at skabe en situation der kunne give et mål. Hjørnet kom og en helt udækket Teddy Sheringham kunne let score til 1-1 og United var igen inde i kampen og begyndte et storm løb mod Bayerns mål. 3 min var lagt til og Uniteds pres skulle betale sig da de fik igen et hjørne, et hjørne i 90 – 2.37 sek som skulle vise sig at være guld værd. United havde indskiftede Ole Gunnar Solskjaer og han skulle vise sig som sidste mand på bolden og chokeret hele Tyskland og de mange tilrejsende fans ved at gøre det til 2-1 kun 23 sekunder fra det endelige slut fløjt og en Uniteds historiske sæsoner var nu grundlagt og Ferguson kunne tage tilbage til Old Trafford som treble vinder. Ferguson var som Busby slået til ridder efter at have tilført engelsk fodbold en kæmpe succes. Det var dog ikke den sidste pokal da United tog ned til Klub Verdensmesterskabet og via et Keane mål mod Palmerias i finalen kunne Ferguson og United nu kalde sig Verdens bedste klub. [redigér] Efter "The Treble" (2000-2006)Manchester United startede i 2000 med at gøre halv-delen af deres fans sure, da valgte at deltage i en helt ny konkurrence Fifa klub verdensmesterskab i Brasilien i stedet for at deltage og forsvare deres FA cup titel Turen til Syd Amerika viste sig at være resultatløs og en for stor mundfuld for United som havde svært ved at komme til de Syd-amerikanske holds hjem og vinde. United fik dog en masse afslapnings tid i solen og kom derfor tilbage til United friske og veludhvilet og klar til at forsvare deres 2 andre titel. Fergie og United kom tilbage med fuld fart og fik allerede i april sikret sig deres 6 titel på trods af de stadig ikke havde fundet en værdig afløser for Peter Schmeichel som ved sin kontrakt udløb havde valgt at finde en anden klub. Flere målmand blev prøvet, deriblandt Mark Bosnich som forsøgte i 1999/2000 sæsonen men som ikke blev nogen større succes, og det var derfor ikke nogen stor overraskelse da United skrev under med Fabien Barthez som netop havde vundet Europamesterskabet med Frankrig og derved kunne tilføje den til sit tidligere verdensmesterskab Frankrig havde vundet. Barthez viste sig som en stor succes dog ikke i samme klasse som Schmeichel og var med til at hive det 3 mesterskab i hus i træk i det der nu var blevet omdøbt til Premier-League og United kunne tilslutte sig kun en håndfuld klubber i England som havde vundet det engelsk mesterskab 3 år i træk, de sidste var Liverpool som havde vundet i 1982, 1983 og 1984 som dog var under 2 forskelige managers – Bob Paisley og Joe Fagan. Sir Alex Ferguson havde stået alene ved roret igennem alle 3 mesterskaber og var den første manager nogen sinde i england der opnående denne ære, og efter det sidste mesterskab kom chokket Sir Alex Ferguson ville gå på pension efter 2001/2002 sæsonen og igen efterlade United med en enorm skygge at fylde ud, heldigt for United valgt Fergie at blive, (rygterne fortalt dog at grunden til Ferguson's vending var at United havde fået en aftale i stand med Sven-Göran Eriksson Engelsk landstræner) denne gang skulle de vinde over Arsenal – 2002 double vindere. Et af Ferguson's store indkøb Rio Ferdinand blev gjort i sommeren 2002 og kostede intet mindre end £30 millioner og derved gjorde Rio til den dyreste engelsk forsvars spiller nogen sinde og var en del af planen for at finde en afløser for Jaap Stam som var blevet solgt til alle stores forundring inklusiv spillere som ellers var en stor del af United. Ferdinands ankomst til United viste sig allerede i 2002/2003 og United vandt igen mesterskabet og Ferguson så ud til at have skabt et stor hold igen, desværre endte året dårligt for selvsamme Ferdinand som efter at have ”glemt” et møde med FA´s doping kontrol blev dømt til at sidde uden for i 8 måneder en straf. I tiden uden Ferdinand kunne man tydeligt se var en stor del af United og i 2003/04 sæsonen mistede United deres titel til Arsenal FC, det var dog sølvtøj til United der for 11th gang vandt FA cuppen efter at have banket Millwall 3-0 i 2004 finalen på Cardiff´s Millennium Stadion. En af målscorende var ingen andre end Cristiano Ronaldo endnu et af Fergies indkøb. 2004/2005 så en helt ny form for fodbold da Chelsea ved hjælp fra dets nye ejer Roman Abramovich indkøbt et næsten helt nyt hold og med FC Portos netop kronet UEFA cup vinders træner José Mourinho tog titlen med et af de største point 95 og med hele 18 point ned til United på 3 pladsen. 2004/2005 sæsonen var dog ikke helt uden en finale kamp og United skulle møde Arsenal i FA cup Finale selvom det var en sørgelig rest for de 2 hold som ellers normalt ville have kæmpet med om mesterskabet blev det til en kedelige affære som måtte ud i ekstra tid og straffe spark før Arsenal kunne krone sig som vinder. Selvom United netop havde købt en måske ny superstjerne Wayne Rooney måtte United sande at 2005 var en fiasko og håb om at bedre tider måtte komme. 2005/2006 sæsonen var meget li den forrige med Chelsea's mange superstjerne kunne de let tage deres anden titel denne gang dog stærkt efterfulgt af Manchester United som med 3 kampe tilbage kun er 7 point efter Chelsea en position som lover godt for 2006/2007 sæsonen. Heldigvis sluttede 2005/2006 sæsonen dog ikke uden en pokal da United med 2 mål af Wayne Rooney vandt over Wigan i Carling cup finalen og derved kan United sluttet med en pokal. Sæsonen 2006/07 var en rimelig god sæson for Manchester United. Portugiseren Cristiano Ronaldo og Wayne Rooney var blandt andet med til at gøre sæsonen spændende. Cristiano Ronaldo og Wayne Rooney vandt sammen med resten af holdet mesterskabet. Portugiseren havde scoret 17 mål i Premier League og englænderen 14 dvs. at de lå på en 3. og 4. plads på topscorelisten. I semifinalen i Champions League mod AC Milan scorede Cristiano Ronaldo det første mål hvorefter Kaká scorede to mål i træk. Heldigvis kom Wayne Rooney indenfor målfæltet til sidst og bankede to klassemål i nettet og den endte 3-2 til Manchester United. Desværre tabte Manchester United 3-0 i den efterfølgende kamp i Milano. I FA Cuppen nåede Manchester United helt til finlaen mod ærkerivalerne Chelsea på det nye Wembley Stadium. I den ordinære spilletid fik Ryan Giggs bolden lagt indover. Samtidig med at Ryan Giggs kurede hen ad jorden med bolden sprang Chelsea-målmanden Peter Cech efter bolden helt inde på stregen. Bolden var inde over stregen siger mange eksperter. Alligevel blev målet underkendt. Kampen kom ud i forlænget spilletid og desværre for Manchester United scorede Didier Drogba fra Chelsea i det 116. minut. Så Manchester United klarede sig rimelig godt de vandt mesterskabet, de kom til semifinalen i Champions League og de kom til finalen i FA Cuppen. [redigér] Sponsor
Manchester Uniteds aftale med AIG er verdens anden største sponsoraftale inden for fodbold, kun overgået af Juventus' aftale med Tamoil på £15 milloner (ca. 160 millioner kr.) om året. [redigér] Fans
Før Anden Verdenskrig få engelske fans ville rejse til udekampe, på grund af den store omkostning på pengemæssig og tidsmæssige. Heldigvis for mange Manchesterfolk spillede City og United på forskelige Lørdage, og derfor gik de fleste til en United kamp en Lørdag og en City kamp en anden, for selvom dette i dag ville være utænkeligt var fodbolden vigtigere end hvilken klub man var fan af. Efter anden Verdenskrig ændrede dette sig dog og som tiden gik blev den indbyrdes rivaliseringen større og større og i dag er det næsten ikke noget større i engelske fodbold. Da United vandt ligaen i 1956, havde de det højeste tilskuer gennemsnit til deres hjemmekampe i hele ligaen, en rekord der før tilhørte Newcastle United F.C.¨ Efter Munich Katastrofen i 1958, begyndte flere og flere uden for Manchester at følge United og som transport blev billigere og hurtigere, begyndte mange at tage af sted når United spillede udekampe. Det kan muligvis være en af grunden til at United har haft det højeste tilskuer gennemsnit lige siden uanset hvilken division de spillede i. Selv da Manchester United i 1974/75 spillede i den andenbedste række havde de større tilskuertal end Liverpool, som i det årti var de helt store i England og Europa. Manchester Uniteds fans har i mange år været emne i medierne. Ikke på grund af hooliganisme, men på grund af deres hårde globale arbejde for at få forhindret rigmænd i at købe klubben. I 1998 fik de to supporterorganisationer, IMUSA og Shareholders United, støtte fra de engelske konkurrencemyndigheder, da de blokerede et opkøb fra den australske mediemogul Rupert Murdoch. Senere arbejdede supporterne også kraftigt imod Malcolm Glazer, men det endte med at amerikanskeren købte klubben imod supporternes(og klubbens) ønske. Manchester Uniteds supportere blev herefter meget delt i deres mening om amerikaneren. Mange har valgt at acceptere amerikanerens ejerskab, men ligeså mange kæmper fortsat imod ham. Nogle har sågar valgt at opsige deres sæsonkort. [redigér] EjerenManchester United blev ejet af den rige kødgrossist Louie Edwards indtil hans dødsfald i marts 1980. Louis var kendt for sin store forkærlighed til Manchester United, men i kulissen stod hans søn, Martin Edwards, klar til at overtage for klubben, hvilket han gjorde, da Louis døde i marts 1980. Martin Edwards siges slet ikke at have haft en stor interesse for klubben, hvilket forklarer han senere forsøg på at sælge klubben. Han blev valgt ind i klubbens bestyrelse 10 år tidligere og da det engelske fodboldforbund FA besluttede at tillade betalte direktører, gjorde han sig selv til adm. direktør for Manchester United. Hans første forsøg på at slippe af med Manchester United blev gjort i 1984, da han forsøgte at sælge klubben til mediemogulen Robert Maxwell. 4 år efter forsøgte han igen at sælge. Denne gang til rigmanden og den store United-fan, Michael Knighton, for 10 millioner pund. Knighton var så sikker på købet, at han på Old Trafford blev præsenteret ved at stå og jonglere med bolden. Handlen blev dog alligevel ikke til noget, da Knighton ikke kunne få finansieret købet. Han blev istedet givet en plads i bestyrelsen. Senere forsøgte Edwards også at sælge til den nuværende ejer af Wigan Athelic FC, Dave Whelan, som har gjort sig rig på sportskæden JJB Sports. Whelan valgte dog at sige nej tak, da han, som han senere har forklaret, var sikker på at et ejerskab af United ikke ville være en god handel for JJB Sports. "En Liverpool-fan ville aldrig købe noget tøj i en JJB butik, da han jo så ville støtte Manchester United," har forklaring lyt i flere interviews. Whelan foreslog istedet Edwards at gå på børsen, hvilket Edwards fulgte op på i 1992. Manchester United var hermed på det frie marked, hvilket skulle vise sig at ændre klubben totalt på både godt og ondt. Overskuddet fra børsnoteringen blev brugt til at finansiere udbyggelsen af Old Trafford. Stabiliteten udeblev dog alligevel over klubbens ejerskab og alle Manchester United-fans blev chokeret, da klubben meddelte at bestyrelsen havde godtaget et tilbud fra mediemogulen Rupert Murdoch, hvilket skabte røre i hele den engelske fodboldverden. Det var igennem Murdochs engelske selskab, BskyB, at han ville sikre sig klubben, men mange brokkede sig over dette. Supporterne frygtede Murdochs ry for at dræne sine opkøbte virksomheder for penge. Modstanderne frygtede at Murdoch ville udnytte ejerskabet af BskyB, som ejede de engelske tv-rettighederne til Premier League, til at give Manchester United en konkurrencemæssig fordel både finansielt og sportsligt. Finansielt, fordi Sky kunne vælge Uniteds kampe hver weeekend, hvilket ville give dem økonomiske fordele, og sportsligt ved at Sky flyttede fodboldkampene, så de blev fordelagtige. Efter en massiv protest fra supporterne blev sagen taget op i den engelske konkurrencestyrelse, som kendte dommen ulovlig på baggrund af de to ovenstående grunde fra klubberne. Supporternes modstand mod Murdoch blev også anerkendt af styrelsen, som i begrundelsen fortalte, at de havde taget den offentlige modstand med i overvejelsen. Uniteds aktier faldt efter dommen med 12%. Modstanden blev organiseret af to grupper, IMUSA, og SUAM (Shareholders United Against Murdoch). BskyB valgte senere at trække deres aktieposter i klubben uden. Martin Edwards trådte desuden tilbage som formand og aktionær i klubben i år 2000, efter han blev afsløret for at have været sammen med en prostitueret under en officiel klubtur. Dette var ikke den eneste skandale om Edwards, som er blevet beskyldt for at have været sammen med prostituerede under flere klubture og for at have besøgt kvindetoiletter, blandt andet på Old Trafford. Til stor ærgelse for mange fans, så valgte klubben i forbindelse med hans fratrædelse at indsætte ham som ærespræsident i klubben med blandt andet jobbet som repræsentant for United og plads i den ene(fodbolddelen) af de to bestyrelser. Coolmoore-mafiaen Der skulle ikke gå mange år før supporterne igen måtte på barrikaderne for at undgå en overtagelse af klubben. De argumenterede for at klubben burde ejes af dem, da det var dem som havde bygget klubben op og dem som havde følelserne med klubben og ikke bare tænkte på profit. De måtte dog se mange spekulationer dukke op i starten af dette århundrede. Blandt andet blev opfinderen af TV-fænomenet BigBrother, John de Mol, sat i forbindelse med en overtagelse, da han valgte at købe aktier i klubben. Det blev dog først alvorligt, da de to irske milliardærer, John Magnier & J.P. McManus, som havde bygget en formue op ved hjælp af hestestutterier begyndte at købe store dele af aktierne i klubben. Magnier var god ven med Sir Alex Ferguson, men kom så op og skændes over rettighederne til en hest, The Rock of Gibraltar, som endte med at blive mange millioner kroner værd. Ferguson truede med retsag og for at lægge pres på skotten, så valgte Coolmoore-mafiaen, som de to irere bliver kaldt i hjemlandet, at købe flere og flere aktier i Manchester United. Tilsidst endte de på 28.7% af aktierne. Blot 1.3procentpoint fra at skulle aflægge et endeligt bud på resten af virksomheden i henhold til børsreglerne. Imens aktiekøbene skete fortsatte skænderiet og de to irere lagde yderligere pres på Ferguson ved at plante afsløringer i de engelske aviser omkring svindel med agenthonorarer og klubbens tilbøjelighed til altid at bruge Fergusons søns agentvirksomhed til spillerhandler. Blandt andet sendte de 99 spørgsmål til klubben omkring forholdene, hvilket medførte at klubben indledte en intern udnersøgelse. Magnier & Ferguson indgik senere våbenhvile, hvilket medførte at Manchester United nu havde en stor magtfuld ejer, som ikke havde nogen interesse havde i at eje klubben mere. Malcolm Glazers overtagelse Mens alt dette med de irske rigmænd stod på, så indledte den amerikanske rigmand Malcolm Glazer sin jagt på Manchester United. Den 26. september 2003 blev han for første gang nævnt som storaktionær med en andel på 3.17%. Denne andel skulle senere vise sig at vokse gevaldigt. Indenfor bare 2 måneder var den vokset til omkring 10% og han havde blandt andet afholdt møder med Manchester Uniteds adm. direktør David Gill om intentionerne. I februar 2004, hvor hans aktieandel lå på omkring 16%, kom det frem at han havde bedt den tyske bank, Commerzbank, at undersøge mulighederne for en overtagelse af klubben. Han ejede i forvejen det amerikanske NFL-hold, Tampa Bay Buccaneers, som han købte i 1995 og med investeringer fik til at vinde Super Bowl i 2002. Dette skete dog på bekostning af blandt andet stigende billetpriser og højere skatter i Tampa Bay efter han havde truet byen til at betale for et nyt stadion, ellers ville han flytte holdet. I 2006 betales der fortsat af på dette af byens skatteydere. Manchester Uniteds supportere var forlængst begyndt at frygte hvad der kunne ske hvis denne mand, som i en amerikansk retsag af dommeren var blevet kaldt for "En slange i et fårs klæder". IMUSA rørte igen på sig og Shareholders United fik en kæmpe medlemstilgang, da flere og flere fans blev opmærksom på farene ved Glazer. Den 24. november 2004 blev der afholdt en kæmpe protestmarch foran Old Trafford, hvor flere tusinde United-fans demonstrerede imod Glazer. Glazer-familien, som ingen erfaring havde med at styre den europæiske form for fodboldklubber, begyndte samtidig at forberede deres første forsøg på at købe Manchester United. Det første tilbud kom samme måned som protestmarchen, men blev straks afvist af Manchester Uniteds bestyrelse, som enstemmigt kaldte planerne for ødelæggende for klubben og aggresiv overfor klubbens fremtid. I denne bestyrelsen sad blandt andre David Gill, Sir Roland Smith, Maurice Watkins, Andy Anson & Phillip Yea. Da de tre sidstnævnte blev stillet op til genvalg ved generalforsamlingen efterfølgende, valgte Glazer-familien at hævne sig og stemte de tre ud. Dermed var der for første gang dømt krig fra begge sider. Supporterne indledte en sand jagt på alle som samarbejdede med Glazer. Flere midler blev taget i brug. Blandt andet valgte yderliggående fans, at smide rød maling på Watkins's bil, da nogle af hans aktier var endt i foret på Glazer. Derudover blev alle banker, pr-bureauer og rådgivere som Glazer benyttede ramt af spam og anden form for forstyrrelse. Da Deutsche Bank i november 2004 blev kædet sammen med at finansiere Glazers bud, så gik deres mailsystem og telefonsystem ned, da fans kimede dem ned. Dette fik dem til at gå ud og sige, at de ikke havde noget med Glazer at gøre. Endnu yderliggående fans fik verdens opmærksomhed, da de afbrød en reserveholdskamp, som blev sendt direkte på Uniteds egen tv-kanal. Gruppen, som kaldte sig Manchester Education Committee (MEC), brændte blandt andet det amerikanske flag af og sendte efterfølgende en pressemeddelse ud, hvori de truede med vold overfor alle, som fortsatte med at samarbejde med Glazer. Disse trusler blev der dog ikke gjort alvor ud af. [redigér] Bestyrelsen
[redigér] Spillere og managers Uddybende artikel: Manchester United-spillere.[redigér] Spillertrupen i 2007/2008 | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
