|
|
Værktøjer |
Konspirationsteorier om månelandingen
Konspirationsteorier om månelandingen betegner en lang række hypoteser (snarere end egentlige teorier), der går ud på, at USAs månelandinger under Apollo-programmet 1969-1972 aldrig har fundet sted. Der er tale om egentlige konspirationsteorier, og de tidligste kom frem allerede i 1970'erne. Der er blevet produceret adskillige bøger, dokumentarfilm og hjemmesider om emnet. Konspirationsteorierne spænder vidt: Nogle mener at Neil Armstrong vitterligt landede på Månen, men at offentligheden ikke kunne tåle at se selenianernes krystalbyer, derfor blev billederne forfalsket. Andre mener at Apollo 13 var den første bemandede måneflyvning, og at falskneriet dækker over at NASA ikke nåede det inden udgangen af tresserne, som præsident Kennedy havde proklameret. Endelig accepterer flertallet af konspirationstilhængerne, at mennesker er opsendt i lave jordbaner (under Van Allen-bælterne) og at ubemandede rumsonder har nået Månen, men mener at mennesker aldrig har været på eller omkring Månen. Konspirationsteorierne afvises som rent nonsens af forskere, ingeniører og astronauter verden over. Mængden af materiale, der uigendriveligt beviser, at månelandingerne fandt sted, er så overvældende, at benægtelsen af dette faktum kan sammenlignes med Holocaust-benægtelse. Denne sammenligning går naturligvis ikke på indholdet af emnet, men på det absurde i at benægte noget, der er indiskutabelt. I Danmark er Henrik Melvang en kendt fortaler for månekonspirationsteorien[1].
[redigér] Politisk fupnummer?USA kunne have god grund til at iværksætte et sådant fupnummer, idet man stod i en presset situation om at komme først til Månen, og desuden var missionen særdeles farlig. Det er dog svært at skjule for modparten, hvad man laver på Månen; i 1966 landede den første sonde på Månen, den sovjetiske Luna 9, men dens signaler blev også modtaget i England (Jodrell Bank radioteleskopet). Derfor blev de første billeder fra måneoverfladen publiceret i engelske aviser, så Sovjetunionen ville ligeledes kunne afgøre om amerikanerne snød. Det lykkedes for Sovjetunionen tre gange at få robotter til at tage prøver med hjem til Jorden. Ved udveksling af Apollo- og Lunaprøver blev det konstateret, at sammensætningen af ilt-isotoper var ens, så ærkefjenden Sovjetunionen kunne godkende, at USA havde prøver fra Månen. Månekapløbet var en konkurrence mellem USA og Sovjetunionen, der fandt sted midt under Den Kolde Krig. USA og Sovjetunionen havde rettet 5.000 kernevåben mod hinanden, samtidig med at Sovjetunionen forsynede Nordvietnam med våben der dræbte amerikanske soldater. USA's og Sovjetunionens forhold til hinanden gjorde at de med stor sandsynlighed ikke kunne blive enige om at lade USA lade som de vandt. [redigér] Projektørlys
1) Hvis man står på Månens dagside, vil der være én stor punktlyskilde; Solen. En stor del af konspirationstilhængernes beviser bygger på at sten, månelander osv. kaster skygger i forskellige vinkler. Svar: Hvis man ser fodboldspillere om aftenen, vil man se at de har fire skygger, pga. fire punktlyskilder i hvert hjørne. Flere projektører giver altså forskellige vinkler OG flere skygger. 2) På mange billeder er bl.a. landingsmodulet oplyst på skyggesiden - men da astronauterne ikke havde nogen lyskilde med til Månen, må skyggerne være kulsorte. Svar: Månens overflade (regolit – knuste krystaller) er meget stærkt reflekterende (det er derfor at fuldmånen er så klar og tydelig set fra Jorden) og på den måde kan ting ses i slagskyggerne. Man skal også huske på at der er 'jordskin' på Månens forside og selv en halv jordskive (albedo på 0,3) lyser langt kraftigere på Månen end fuldmånen (albedo på 0,1) på Jorden. [redigér] Billedmanipulation
Konspirationsteorien lagde særlig vægt på, at der var foretaget billedmanipulation. Nogle af eksemplerne var:
De manglende stjerner skyldes at månelandskabet lyser kraftigere end stjernerne. Hvis der skulle stjerner med på billedet, ville månelandskabet blive overbelyst og uden detaljer. Dette gælder for både moderne kameraer og de mekaniske Hasselbladkameraer astronauterne medbragte. Desuden virker det usandsynligt, at en rumforskningsorganisation som NASA skulle glemme at sætte stjerner i baggrunden. På NASAs fotografier vil der altid være nogle trådkors i forgrunden. Men tilhængerne af konspirationsteorien havde opdaget steder, hvor disse kors var i baggrunden - hvilket kunne være tegn på digital billedmanipulation. Svar: De forsvundne kors er dér hvor der var meget kraftig hvid refleksion der havde eksponeret sig ind over de tynde kors. Der findes mange lignende argumenter, men de er efterhånden alle blevet modbevist af videnskabsfolk fra hele verden. [redigér] Filmstudie
1) På Apollo 15-billeder ser man de samme månebjerge i baggrunden, nogle gange med en månelander foran, andre gange uden. Dette må helt klart være genbrug af kulisser! Svar: På Jorden er der dis i atmosfæren, der slører fjerne objekter. På Månen vil den manglende dis få fjerne objekter til at se nære ud. Samme fænomen ses på Grønland, grundet den tørre luft. Man kan tage et billede af sin månelander og derefter gå 4 km tættere på bjerget, bjerget ser ens ud. 2) På et billede er der en sten med et 'C' på. Hvorfor er der et 'C' på stenen når den er på Månen? Svar: På de første pressekopier havde et hår sneget sig med og lå som et 'C'. 3) I 1978 lavede Peter Hyams filmen Capricorn One, om NASAs forsøg på at fake en marslanding. Peter Hyams har udtalt at når han, med et lille budget, kunne fake en marslanding, så kunne NASA, med deres milliardbudget, snildt fake en månelanding. Svar: Peter Hyams brugte rigtige NASA-klip fra 1969-72 til sin film, som krævede at NASA havde opsendt måneraketter. Uden NASAs flyvninger havde Peter Hyams ingen gratis filmklip. [redigér] FlagetEt af de mest kendte argumenter for, at månelandingen skulle være falsk, er det blafrende flag. Der er ingen vind på Månen, så folk spørger sig selv, hvordan flaget kan blafre. Svar: Flagstangen var yderst let, da det var dyrt at sende mange kg til Månen. Den lette konstruktion gjorde at stangen og flaget let rystede ved de mindste vibrationer i underlaget (astronauternes trampen). I det lufttomme rum er der ingen luft til at dæmpe svingningerne, så flaget blafrede i længere tid, end det ville gøre på Jorden. [redigér] Van AllenbæltetJordens magnetfelt koncentrerer de ladede partikler fra Solen (og stjernerne) i det såkaldte Van Allenbælte fra 500 til 13.000 km højde. Rumfærger og rumstationer flyver rundt under Van Allenbæltet, men Apolloastronauterne skulle flyve igennem strålingsbælterne på vejen til Månen. Hvis Apollodragterne kunne afvise denne stråling, så giv dem til Tjernobyl-arbejderne!! Svar: Apolloastronauterne passerede Van Allenbæltet på 30 minutter. Den valgte rute tog Apollo gennem den tyndeste del af bæltet - intensiteten er højest lige over ækvator, men Apollo forlod det lave jordkredsløb 28° fra ækvator. Kommandomodulet - ikke rumdragterne - var designet til at give tilstrækkelig beskyttelse. Månelandingerne foregik i et lavpunkt i Solens aktivitet, men hvis flyvningerne var foregået i 1979 var astronauterne døde. [redigér] Fysik på MånenEndnu en ting, der taler for månelandingens gyldighed, er vanskeligheden ved at fremstille en total genskabelse af fysikken på Månen. Pga. Månens svagere tyngdekraft bevæger og opfører alt sig anderledes på Månen end på Jorden. En genskabelse måtte være særdeles omfattende, og det gælder lige fra tyngdepåvirkningen af astronauternes bevægelser, til den måde støvet suser op på, når månebilen kører rundt. Det er sandsynligvis muligt at genskabe nogle af disse omgivelser på Jorden, men dem alle ville næppe være realistisk. Man kunne dog muligvis opnå en sådan visuel effekt ved brug af slow-motion optagelser. [redigér] Laser-reflektorerSelv i dag vil laserstråler, afsendt fra observatorier på Jorden, reflekteres af de af apolloastronauterne opstillede laser-reflektorer. Det er bevis for, at der har været mennesker på Månen! Svar: De 2 sovjetiske ubemandede Lunokhod månejeeps er udstyret med franskbyggede laserreflektorer med 14 10cm prismer. I december 1970 måltes afstanden fra observatoriet Pic du Midi til Månen med 30 cm unøjagtighed. Dette modbeviser at laser-reflektorer er bevis for mennesker på Månen. [redigér] Suspekte dødsfald
En hel del NASA-astronauter døde under mystiske tilfældigheder, de ville nok ikke være med og vidste for meget!
Svar: Astronaut-jobbet er en farlig branche og testpiloter dengang var mere dumdristige og havde fart i blodet. Samtidig med at ovennævnte NASA-astronauter døde, døde andre astronauter/kosmonauter, uden tilknytning til måneprogrammet, også:
[redigér] Kilder
[redigér] Eksterne henvisninger
|
