Jan Guillou

Jan Guillou til Bogforum i København (2006)

Jan Guillou, 2005

Jan Oscar Sverre Lucien Henri Guillou (født 17. januar 1944 i Södertälje, Stockholms Län) er en svensk journalist og forfatter.

Han er udenfor hjemlandet er mest kendt for bogserien om den svenske agent Carl Hamilton, der er filmatiseret og vist blandt andet på dansk og norsk TV. I tillæg til den har han skrevet den historiske middelaldertrilogi om tempelridderen Arn. Romanerne om Arn Magnusson og hans indvirkning på det svenske kongeriges historie har været på bestsellerlisterne i flere lande.

Hans årsindtægt på over 8 millioner svenske kroner i 2004 var efter Henning Mankell den største indtjening blandt svenske forfattere ^[1].

Guillou kom først i søgelyset som journalist i 1973, da han – sammen med kollegaen Peter Bratt – afslørede eksistensen af det svenske Informationsbyrån (IB) og dettes omfattende overvågning af venstreradikale svenskere gennem efterkrigstiden, kendt som IB-affären. For sin rolle i afsløringen blev Guillou idømt en fængselsstraf for spionage.

I slutningen af 90'erne startede Guillou det uafhængige bogforlag Piratförlaget sammen med Sigge Sigfridsson, Liza Marklund og hustruen Ann-Marie Skarp.

Guillou skriver regelmæssigt kommentarer i den svenske avis Aftonbladet og er en velkendt og omstridt deltager i samfundsdebatten i kraft af sine kontroversielle, venstreorienterede synspunkter og aggressive debatstil. Han har op gennem årene stået frem med meget stærk kritik af samfunds- og medieudviklingen i Sverige, og på den baggrund i hele Vesten. Blandt andet har han kritiseret krigen mod terror og forasvaret den palæstinensiske sag.

Har senest udgivet Madame Terror, der vender op og ned på situationen i Mellemøsten, og hvor Guillous ellers pensionerede helt Carl Hamilton pludselig kommer på banen igen.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Samfundskritik og kontroverser

[redigér] Kritik af Israel

Guillou har angrebet staten Israel for at føre en apartheidspolitik, som efter hans mening er sammenlignelig med den, der blev ført i Sydafrika, idet han udtrykte, at "forskellen på Israel og apartheidstaten Sydafrika er, at Israel henretter flere mennesker og holder flere indespærrede eller i militært omringede ghettozoner."^[2].

I sin tidlige bog: "Irak – det nye Arabien" (1977) betegnede Guillou Israel som "racistisk" og som en "europæiske krigerstat" og påstod, at den israelske exodus fra Irak ikke skyldtes arabiske pogromer, men i virkeligheden var følgevirkningen efter "israelske agenter, som blandt andet kastede bomber ind i moskeer i Baghdad." ^[3] I et interview fra samme år i avisen Svenska Dagbladet erklærede han: "Jeg er optimist, jeg tror på at Israel vil ophøre med at eksistere før Armageddon."

Han har desuden medvirket i et indslag på Radio Islam hvor han blev interviewet af holocaust-benægteren og svensk-marokkaneren Ahmed Rami.^[4]

[redigér] Antiamerikanisme

Guillou har ligeledes fremført kritiske og hvad nogle anser for antiamerikanske synspunkter. Eksempelvis nægtede han i en tv-debat umiddelbart efter 11 september terrorangrebene i USA at deltage i en fælleseuropæisk 3-minutters stilhed til ære for ofrene, eftersom han mente at "USA er den største massemorder i vores tid" og "terrorangrebene var ikke et angreb på os, men udelukkende et angreb på amerikansk imperialisme"^[5]

[redigér] Jan Guillou om Irak

Efter et længere ophold i Irak skrev Guillou i 1977 bogen "Irak – det nye Arabien". Bogen afspejler en samtid, hvor Irak var inde i en moderniseringsproces, og hvor Saddam Hussein endnu ikke havde gennemført sit statskup i 1979. I denne bog præsenterede Guillou Irak i rosende vendinger og præsident Saddam Hussein som en populær og progressiv statsmand og partileder. Guillou mente dengang, at Saddam værdsatte fred og demokrati, og at landet var på vej mod pressefrihed og økonomisk velstand.

[redigér] Angreb på Guillou

Jan Guillous modstandere anvender ligeledes en skarp og uforsonlig tone i deres omtale af ham. Et eksempel er et indlæg i Jyllands-Posten den 20. oktober 2006, hvor det ifølge Guillous referat i Aftonbladet fremføres, at

"Mankell och Guillou är olidligt politiskt korrekta, för att inte säga gammelstalinistiska psykopater". ^[6]