|
|
VærktøjerAndre sprog
|
Friedrich Nietzsche
Friedrich Wilhelm Nietzsche (15. oktober 1844 - 25. august 1900) var en meget indflydelsesrig tysk filosof. Han skrev kritiske tekster om moral, religion, kultur, filosofi og videnskab med brug af en særegen filosofisk stil med stor brug af aforismer. Nietzsche fik stor indflydelse der strakte sig langt ud over filosofien, mærkbart indenfor eksistentialisme og postmodernisme.
[redigér] Biografi
[redigér] Ungdom (1844 – 1869)Nietzsche blev født d. 15. oktober 1844 og voksede op i den lille by Röcken, nær Leipzig. Hans navn kommer fra Kong Frederick William IV af preussen, som blev 49 den dag, Nietzsche blev født (Nietzsche droppede senere hans mellemnavn "Wilhelm" [1]). Nietzsches forældre, Carl Ludwig (1813-1849), en luthersk præst og tidligere lærer, samt Franziska Oehler (1826–1897), blev født i 1843. Hans søster, Elisabeth Förster-Nietzsche, blev født i 1846, efterfulgt af en bror, Ludwig Joseph, i 1848. Nietzsches far døde af en hjernefejl i 1849; hans yngre bror døde i 1850. Familien flyttede derefter til Naumburg, hvor de levede med Nietzsches farmor og sin fars to ugifte søstre. Efter Nietzsches farmors død i 1856 flyttede familien ind i deres eget hus. 
I selvbiografien "Tilbageblik på mine to år i Leipzig, 17. oktober 1865 til 10. august 1867" skriver Nietzsche om sit dystre sind på denne tid:
I 1865 blev Nietzsche bekendt med Arthur Schopenhauers værker. Nietzsche kalder selv dette en tilfældighed. Han skriver dette i slutningen af oktober 1865:
Mødet med Schopenhauers værker forandrede ham for evigt og hjalp ham til at finde et lys i sin vildfarelse i livets mørke - en lidenskab der drev ham resten af livet. Han læste desuden Friedrich Albert Langes Geschichte des Materialismus i 1866. Han fandt begge disse opdagelser stimulerende: de opmuntrede ham til at udvide sine horisonter udover filologien samt til at fortsætte sin skoling. 
[redigér] Professor i Basel (1869–1879)I 1869, 24 år gammel, blev han professor i klassisk filologi ved universitetet i Basel. 
Han gjorde sanitetstjeneste under den fransk-preussiske krig som sygepasser fra 1870 til 1871. I hans korte tid i miltitæret oplevede han meget og var vidne til krigens konsekvenser. Walter Kaufmann mener, at han fik syfilis på denne tid sammen med nogle andre infektioner og nogle biografer mener, at det var syfilis der var årsag til hans psykiske sammenbrud, omend der er spekulation omkring dette område.[2] Da han vendte tilbage til Basel i 1870 observerede Nietzsche oprettelsen af det tyske imperie, samt Otto von Bismarcks æra, som en outsider og med en del spekulation omkring det. Nietzsche vendte tilbage til universitetet. Han mødte også Franz Overbeck, som forblev hans ven gennem hele hans liv. Afrikan Spir,[3], en lidet kendt russisk filosof, samt hans historikerkollega Jacob Burckhardt begyndte at få indflydelse på Nietzsche på denne tid, da han overværede deres foredrag. Nietzsche havde allerede mødt Richard Wagner i Leipzig i 1868, og (lidt tid efter) Wagners kone Cosima. Nietzsche beundrede dem begge i høj grad, og besøgte deres hus i Tribschen ofte under sit ophold i Basel. Wagnerfamilien tog Nietzsche med ind i deres mest intime cirkel, og de lod til at nyde hinandens selskab. I 1872 udgav Nietzsche sin første bog, Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik, men hans filosofikolleger, Ritschl inkluderet, udtrykte meget lille interesse for værket. Mellem 1873 og 1876 udgav Nietzsche fire lange essays: David Strauss: der Bekenner und der Schriftsteller, Vom Nutzen und Nachteil der Historie für das Leben, Schopenhauer als Erzieher samt et essay om Richard Wagner. De fire essays bar præg af en kulturel kritik, og udfordrede den tyske kultur der var ved at udvikle sig. I løbet af denne tid hos Wagnerfamilien mødte Nietzsche Malwida von Meysenbug og Hans von Bülow, og begyndte også et venskab med Paul Rée, som i 1876 påvirkede ham til at droppe pessimismen, hvilket hans tidligere skriverier bar præg af. Med udgivelsen af Menneskeligt, alt for menneskeligt i 1878 blev Nietzsches reaktion mod den pessimistiske filosofi fra Wagner og Schopenhauer efterhånden mere og mere fremtædende. Nietzsches venskab med Deussen og Rohde begyndte også at falde fra hinanden. Han prøvede på dette tidspunkt af sit liv at finde sig en kone - uden held. I 1879 blev hans helbred meget værre, og han var nødt til at opsige sin stilling på universitetet i Basel (siden hans barndom havde sygdom plaget ham - hvilket medførte øjeblikke med forværring af sit syn helt til graden af blindhed, migræneagtige hovedpiner og voldsomme mavesmerter). [redigér] Uafhængig filosof (1879–1888)Resten af livet havde han et skrøbeligt helbred, og i 1879 måtte han forlade universitetet og rejste resten af sin tid rundt i Europa. I 1889 blev han i Italien sindssyg og var som lammet. Traditionelt tilskrives hans sygdom syfilis. Han døde i 1900 under sin søsters pleje. Efter hans død søgte Nietzsches nazistiske søster at promovere ham som nazismens filosof. Nietzsche nærede dog i sin aktive tid kun foragt for både tysk kultur og antisemitismen. Ikke desto mindre er han en helt og inspiration i nynazistiske kredse i dag. [redigér] Kort om Nietzsches filosofiNietzsche var ikke, som mange ellers tror, etisk og metafysisk nihilist; omvendt advarede Nietzsche imod en forestående nihilisme som skulle indtræffe pga. de kristne værdiers fallit (jævnfør "Guds død"). Nietzsche advokerede sandt nok disse værdiers afslørelse som tomme og livsfornægtende, men i stedet søgte han at mane til en fremtidig værdirevolution i retning af værdier som liv, kreativitet, storhed (i modsætning til smålighed), mod og magtoverskud. Det skal dog bemærkes at Nietzsche hovedsaligt dvælte ved at afsløre værdier i samtiden som perverterede (i modsætning til sunde) udtryk for "viljen til magt", i stedet for at udarbejde en klar teori om en ny "moral" eller en ny samfundsstruktur efter at de gamle værdier endegyldigt var forladt. Fx tilskriver han troen på de kristne begreber som godt og ondt de svage. Tidligere i den antikke verden, mener han, hed begreberne god og slet, men de svage har sidenhen, for at få magt over de stærke, ombyttet begreberne. Historisk set er denne teori naturligvis ganske spekulativ. [redigér] Overmennesket Uddybende artikel: Übermensch.Den, der indser at de herskende værdier er hule, er fri til selv at skabe nye værdier og skabe sit eget liv. Denne person er blevet til et "overmenneske". Nietzsche sammenligner forholdet mellem menneske og overmenneske med forholdet mellem abe og menneske. Der er dog ikke tale om et "overmenneske" i biologisk forstand. Hans tanke om at - "menneskeheden [uafbrudt skal] arbejde på at frembringe enkelte store mennesker - dette og intet andet er dens opgave." - er hans bud på en forklaring af menneskets udvikling. Han blev støttet af Georg Brandes i denne tanke - og tilmed i det pratiske og overfor offentligheden, og de formulerede begge (ikke sammen) det, der senere udviklede sig til avantgardebegrebet i kunsten (i modsætning til den efterlignende, underholdende og formelle kunst). Man kunne kalde det den avantgardistiske tanke. [redigér] MetafysikMetafysisk er Nietzsche ikke særlig klar, og hans indsats består hovedsagelig i kritik af tidligere filosoffers blinde tro på rationaliteten og ukritiske omgang med sproget og ikke mindst med deres egne undertrykte magtdrifter. Langt op i sit voksne liv var han dog dybt påvirket af Arthur Schopenhauers metafysik, hvor hele verden analyseres som et resultat af "vilje og forestilling" (titlen på Schopenhauers hovedværk er "verden som vilje og forestilling"). Sidenhen kaster Nietzsche dog (efter en ganske smertefuld proces) idoldyrkelsen af Schopenhauer fra sig, men det er klart at han stadig lægger vægt på den menneskelige andel i at skabe verden ved hjælp af vores sprog og begreber. Mennesket som skabende og organiserende væsen kalder Nietzsche under et for "viljen til magt"; om der derimod findes en absolut uafhængig sandhed om tingene forholder han sig dog, som til alt, kritisk til. [redigér] Gud er død, nihilisme og perspektivisme Uddybende artikler: Gud er død, Nihilisme og Perspektivisme.Udtalelsen "Gud er død", der forekommer i flere af Nietzsches værker, er sandsynligvis den mest citerede linje i alle Nietzsches tekster. Mange mennesker anser citatet som en afspejling af Nietzsches bekymring over udviklingen af det vestlige samfund i den moderne tidsalder. Ifølge Nietzsches opfattelse har den seneste udvikling i den moderne videnskab og den stigende sekularisering af de europæiske samfund effektivt "dræbt" den kristne Gud, der havde tjent som grundlag for mening og værdi i vesten i de foregående tusind år. Nietzsche hævdede denne "Guds død" ville føre til et tab af enhvert universelt perspektiv på tingene, og det samme gør enhver sammenhængende følelse af en objektiv sandhed. [4] I stedet ville vi kun bevare vores egne forskelligartede og flydende perspektiver. Dette synspunkt har fået navnet perspektivisme. [redigér] Viljen til magt Uddybende artikel: Vilje til magt.Formentlig det vigtigste aspekt af Nietzsches billede af menneskets psykologi opstår i "viljen til magt", som Nietzsche anprisninger som motivationen, der ligger til grund for al menneskelig adfærd. Nogle forstår Nietzsches begreb om "vilje til magt" som en reaktion på Schopenhauer 's "vilje til at leve". En generation før Nietzsche havde Schopenhauer betragtet hele universet og alt i det som drevet af en vilje til at leve - hvilket er grunden til alle skabningers ønske om at undgå død og at avle. Nietzsche imidlertid, udfordrer Schopenhauer's tankegang og foreslår, at mennesker og dyr virkelig ønsker magt. I forsvaret af hans opfattelse appellerer Nietzsche til mange tilfælde, hvor mennesker og dyr ville risikere deres liv for at fremme deres magt, især i tilfælde af konkurrencedygtige kampe og krigsførelse. Endnu en gang synes Nietzsche at tage en del af sin inspiration fra de græske tekster han kendte godt: græsk helte og aristokrater eller "mestre" har ikke ønsket blot at leve - ofte dør de helt unge og risikerer deres liv i kampen - men ønskede magt, herlighed og storhed. [redigér] Den evige genkomst Uddybende artikel: Den evige genkomst.Selv om Nietzsche ikke har en fasttømret metafysik, så findes der dog hos ham bemærkelsesværdige metafysiske tankeekperimenter, hvoraf 'doktrinen om den evige genkomst' især er kendt. Tanken om den evige genkomst var for Nietzsche teorien om, at hele ens eget liv - og hele universets udvikling forøvrigt - vil blive genspillet igen og igen i evigheders evighed. Denne metafysiske teori stod for Nietzcshe som noget nær den mest uhyggelige, og det virker som om at han derfor anbefalede den som et slags meditationsobjekt. Han kaldte således dette for sin "kongstanke", og det var ment som den største udfording: at kunne udholde antagelsen af denne metafysik og stadig uforbeholdent omfavne livet – sige "ja" til det. Imidlertidigt viser det sig, at Nietzsche ikke selv skulle nyde noget: I et af hans sene breve skriver han direkte, at han personligt skulle ønske, at døden var definitiv. [redigér] Om lidelseNietzsche så lidelse som det der var årsagen til menneskets styrke og visdom. Oplevelsen af lidelsen er hvad der er grobund for at kunne erklære erkendelsen klart, og netop lidelsen er hvad der adskiller den erkendende fra majoriteten. I Hinsides godt og ondt skriver Nietzsche:
Lidelse er med andre ord hvad der inspirerer os til at overvinde mennesket, finde styrken i os selv og stræbe efter en højere eksistens.
[redigér] Værker
[redigér] Litteratur
[redigér] Eksterne henvisninger
[redigér] Kilder
|
|||||||||||||||||||||||||||||||
